News /
Vi udvider pladsen
og lancerer ny musikscene
Forbedret festivalplads
Efter en succesfuld festival i 2023 udvider og gentænker vi festivalpladsen frem mod 2024. Resultatet bliver en 30 % større, cirkulær festivalplads, som vil skabe en ubesværet og flydende bevægelse mellem forskellige områder for vores gæster. Foruden pladsudvidelsen lancerer vi også en ny musikscene. Campingområdet får ligeledes 40 % mere plads, efter vi i år kunne melde alt udsolgt.
“Heartland 2023 markerede begyndelsen på en ny æra. Med vores udvidede plads og musikscener ønsker vi i 2024 at skabe en festivalplads, der ikke kun er større i størrelse, men også i hjerte og sjæl. Det tager vi et stort skridt mod med udvidelsen af pladsen. Med en dedikeret ny musikscene vil vi dykke dybt ind i sjælen af country, blues, americana og folk og fejre de genrer, som oplever en genoplivning i Danmark,” siger festivaldirektør Ulrik Ørum-Petersen.
Helt konkret kan man som gæst på Heartland 2024 boltre sig på en 30 % større festivalplads. Den nye plads vil som noget nyt være cirkulær, hvilket vil eliminere festivalpladsens “døde hjørner” og gør det nemmere og mere naturligt for vores gæster at opleve hele festivalen og bevæge sig mellem de forskellige scener og oplevelser.
Ny musikscene
Med udvidelsen af festivalpladsen bag søen bliver der plads til en helt ny musikscene. Den nye scene, som endnu har til gode at få et navn, bliver dedikeret til country-, blues-, americana- og folkmusikken, hvor kunstnere fra både ind- og udland vil levere uforglemmelige musikalske oplevelser for vores gæster.
“Den nye scene afspejler vores ønske om at præsentere et endnu mere mangfoldigt program på tværs af musikalske genrer. Heartland har altid været garant for et musikprogram med internationale hovednavne, men også et program, som afspejler den nysgerrighed, som er en del af festivalens og vores publikums DNA,” siger festivaldirektør Ulrik Ørum-Petersen.
Bedre plads til overnattende gæster
Som nævnt kunne vi i 2023 melde udsolgt på alle campingtilbud, hvorfor vi udvider campingområdet med cirka 40 %, så der bliver bedre plads til de overnattende gæster.
Det større campingområde vil også inkludere en række ekstra faciliteter, der sikrer, at det høje niveau af komfort og hygiejne fortsat er i top. Uanset om man foretrækker at slå sit eget telt op, medbringe en campingvogn eller vælger én af festivalens populære Bed & Breakfast-muligheder, vil der i 2024 være bedre plads til de mange gæster, som ønsker at overnatte på Heartland.