News /
Årets kunstprogram er klar
Endnu mere plads til samtidskunsten
I dag offentliggør vi det fulde og til dato mest ambitiøse kunstprogram. Vi opskalerer og giver endnu mere plads til samtidskunsten. I år bidrager 10 forskellige fremtrædende samtidskunstnere med værker til Heartland – heraf er ni af værkerne skabt helt specifikt til de historiske og idylliske omgivelser. Samtidig offentliggør vi det nye initiativ, Art & Food, der forener kunstens og gastronomiens verden.
“Det er en stor fornøjelse at præsentere Heartlands kunstprogram 2024. Det er et ambitiøst program fuld af samtidskunst, der udfolder sig i large-scale, stedsspecifikke skulpturer, publikumsinteraktive installationer samt spiselige performances og sågar en opera. Alt sammen skabt helt unikt til Heartlands omgivelser med Egeskov Slots historiske kontekst og festivalens levende format”, udtaler Ditte Knus Tønnesen, kurator for kunstprogrammet på Heartland.
Tematisk centrerer værkerne sig i år om to hovedspor; de retter sig mod det fællesskabende og tager afsæt i en verden med traditioner og velkendte verdensbilleder i overgang og opbrud. Værkerne berører tematikker som klimakrisen, den danske moderne selvforståelse samt koldkrigstid, og folkene bag glæder sig til at give de mange gæster en mulighed for nye refleksioner.
Art & Audience
Art & Audience er Heartlands performance-program, hvor publikum kan “træde ind” i kunsten med inklusion og interaktion, som de bærende elementer.
Det er fjerde gang, at Heartland præsenterer et performance-program. Programmet byder på mange forskellige stilarter i år og vil dels foregå omkring Artrium, der er Heartlands kunstscene, men vil også rykke ud på festivalen og foregå ved andre områder i Egeskov slotspark.
Art & Food
Art & Food er Heartlands nye initiativ, der forener festivalens programkategorier på tværs. Den nye betegnelse peger direkte ind i samtidskunstens tværæstetiske udfoldelsesrum, hvor værkerne sjældent lader sig ensidigt rubricere. Art & Food giver Heartland-gæsterne mulighed for at opleve det bedste fra både kunsten og gastronomiens verden, hvor kunsten kommer i spil gennem de kulinariske materialer og tematikker.
”Vi er så glade for endelig at kunne løfte sløret for det nye initiativ, der åbner op for dialogen om menneskers forhold til mad. Det giver mulighed for at reflektere over vores madkultur og de vaner, der er forbundet med det, men også hvordan politik og økonomi spiller ind, når der skal mad på bordet”, udtaler Ditte Knus, kurator for kunstprogrammet.