Danh Vo
Den internationalt anerkendte dansk-vietnamesiske kunstner Danh Vo er årets hovednavn på kunstprogrammet. Over de næste tre år skal han skabe en række stedspecifikke værker til Heartland. Løbende vil værkerne ændre sig i form og udtryk, og på den måde give gæsterne nye oplevelser, hver gang de besøger festivalen frem mod 2025. Dette er første gang Heartland har indgået et flere-årigt kunstner-samarbejde.
Danh Vo er født i Vietnam i 1975, men flygtede sammen med sin familie som fireårig fra efterkrigstidens kaos i en båd, som hans far havde bygget. De håbede at nå USA, men blev i stedet samlet op i Stillehavet af et dansk containerskib. Familien fik dansk statsborgerskab og har boet i Danmark siden. I dag bor og arbejder Danh Vo i Berlin, Mexico City og på Falster.
Vo er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København og Städelschule i Frankfurt. I de senere år har han nydt stor bevågenhed på den internationale kunstscene og har en lang række prestigefulde udstillinger bag sig.
Med afsæt i sin egen personlige historie som immigrant, sætter han ofte sine værker ind i en overordnet fælles historiefortælling. Han udfordrer forhold og magtstrukturer i samfundet, inddrager henvisninger til historiske begivenheder og indarbejder originale genstande i sine værker. Vo undersøger, hvordan politiske og kulturelle forhold er med til at forme vores identitet og viser, hvordan denne identitet ikke er en stabil størrelse, men tværtimod en skrøbelig og påvirkelig konstruktion, der hele tiden forhandles og forandres.
Se også