News /
Duran Duran er fredagens hovednavn på Heartland 2026!
Vi er glade for at offentliggøre de engelske popikoner Duran Duran som fredagens hovednavn. De slutter sig til topnavne som Nick Cave & The Bad Seeds, The Minds of 99, 4 Non Blondes, LP og Manic Street Preachers på sommerens festivalplakat.
Med mere end 100 millioner solgte album og et utal af hitsingler og hædersbevisninger i løbet af deres snart 50 år-lange karriere er Duran Duran et af verdens største popbands nogensinde. Til sommer kan man opleve dem og hits som ”Hungry Like the Wolf”, ”Ordinary World” og ”Rio”, når de gæster Heartland for første gang som hovednavn fredag den 19. juni 2026.
Festivaldirektør og musikansvarlig Ulrik Ørum-Petersen udtaler om dagens offentliggørelse:
”Duran Duran har i løbet af hele deres karriere skubbet grænserne for popmusik og står for mig som en af de allerstørste popartister gennem tiden. Jeg er derfor meget begejstret over, at de har sagt ja til at være fredagens hovednavn på sommerens festival. Jeg har svært ved at forestille mig en bedre måde at skyde weekenden i gang på end med en sand hitparade fra de britiske mestre! Jeg glæder mig til, at vi kan løfte sløret for resten af programmet i de kommende måneder og ikke mindst til at se en masse glade gæster på Heartland til sommer!”
Duran Duran blev dannet i Birmingham i 1978 og har altid trivedes i skyggerne, hvor de har udforsket de kunstneriske, æstetiske og følelsesmæssige ekstremer. Med smittende og tidløse hits som ”Hungry Like the Wolf”, ”Ordinary World” og ”Rio” er der lagt op til en fest på Midtfyn til sommer, hvor man kan se frem til mange flere hits fra deres 16 studiealbum, herunder det seneste album Danse Macabre fra 2023. Duran Duran er kendt for at kombinere deres musik med mode, design og teknologi på en naturlig og elegant måde, og de har gang på gang skubbet grænserne for popkulturen og genopfundet, hvordan kunst og innovation kan smelte sammen.
Til sommer kan det legendariske popband endelig opleves ved Egeskov Slot, når de er fredagens hovednavn på Heartland 2026.
Med dagens offentliggørelse er alle årets tre musikalske hovednavne og de første 19 navne til Heartland 2026 på plads. I de kommende måneder vil flere navne blive offentliggjort til sommerens festival, der finder sted fra torsdag den 18. juni til lørdag den 20. juni 2026.