
Nagieb Khaja & Peder Frederik Jensen
Salon
Fredag d. 14. juni
Om vores samvittigheds blinde vinkler
Moderator: Iben Maria Zeuten
Mens verden dag for dag bliver et farligere og mere ubehageligt sted at leve for stadigt flere mennesker, er der nogle få, der sætter deres liv på spil for at fortælle de historier, ingen har lyst til at høre om konflikter, krig, overgreb og fattigdom.
I denne samtale mødes forfatter Peder Frederik Jensen og dokumentarist Nagieb Khaja for at udveksle erfaringer fra de steder, de hver især ikke kan lade være med at rapportere fra.
Peder Frederik Jensen (f.1978) rejste i 2023 tre gange til det afrikanske kontinent for Dagbladet Information for at undersøge klimaforandringernes indvirkning på lokalbefolkningen i Senegal, Cameroun og Kenya, og hvordan Afrika bliver en stadigt større blind plet på Vestens samvittighed. Hans reportager udkommer samlet i bogen ”Under samme måne” i foråret 2024. Peder Frederik Jensen er bådebygger og uddannet fra Forfatterskolen. Han debuterede med romanen ’Her står du’ (2007) og har siden udsendt novellesamlingen ’Banedanmark’ (2014) og romanerne ’Læretid’ (2012), ’VOLD’ (2016) og ’Rans Vilje’ (2023) og skrevet speak og tekster til dokumentarserien ’På røven i Nakskov”. Han har bla. modtaget Albert Dams Mindelegat og Otto Gelsted prisen fra Det Danske Akademi, samt Timbuktufondens legat.
Cavlingvindende Nagieb Khaja (f. 1979) var en af de første til at tage af sted for at rapportere fra Vestbredden, da krigen mellem Israel og Hamas brød ud 7. oktober 2023. I de seneste 10 år har han især været optaget af konflikterne i Syrien og Afghanistan, og han er blandt andet kendt for at være en af ganske få journalister på verdensplan, der har fået adgang til ledende personer i jihadistiske grupper som Al-Qaeda og Taleban. Han har instrueret dokumentarfilm om Al Qaeda i Syrien for Al Jazeera English og fire dokumentarfilm om Taleban. Khaja er også forfatter og har skrevet den anmelderroste, ’Historien der ikke bliver fortalt – om krigen i Afghanistan’ (2011) og ’Du må ikke græde, for så mister du blod. (maj 2017) om hans oplevelser i det krigshærgede Syrien.
Samtalens modereres af Iben Maria Zeuthen, der er vært på programmer som ’Det næste kapitel’ på Radio24Syv og ’Tal til mig’ på P1 og en af landets dygtigste til at tale om de største ting i livet og gøre selv de sværeste og mest abstrakte emner konkrete og nærværende.
Denne talk er på dansk.

Se også