New & Art på Heartland 2022

Som en del af kunstprogrammet på Heartland 2022, præsenterede vi det nye udstillingsinitiativ New & Art, der bød på kunstværker lavet af den kommende generation af kunstnere.

 

New & Art viste værker af ti kunststuderende fra Det Fynske Kunstakademi. Udstillingen bestod af ti skulpturer, der var udviklet specielt til Heartland og den kontekst, festivalens publikum befinder sig i. Værkerne var installeret omkring Heartlands kunstpavillon Artrium, i kontrast til slotsparken og nogle gange i forlængelse af Egeskovs natur.

 

Det var en udstilling, hvor værkerne havde den unikke egenskab at kunne overraske, engagere og stille spørgsmål til de omgivelser, de var en del af. Læs mere om de enkelte værker nedenfor.

 

New & Art blev skabt i samarbejde med Det Fynske Kunstakademi, støttet af Øernes Kunstfond og har til formål at understøtte og udvikle det kunstneriske miljø på Fyn.

Anne Mie Bak 
FantaColaSprite

 

Kender du sirupsposer? Dem, som bruges til at lave sodavand med på restauranter og biografer og andre steder, hvor der bliver langet papkrus hen over disken? Og ved du så, at poserne, når de er tømt for indhold, er funktionsløse, formålsløse og ikke-genanvendelige? Anne Mie Bak giver med FantaColaSprite poserne et nyt liv i et drivhus, mens hun sætter et spørgsmålstegn ud for alle de mekanismer i vores materialistiske, overforbrugende samfund, der sjældent når op til overfladen. Ironien er selvfølgelig tyk: For drivhuset huser jo normalvis naturligt voksende planter og grøntsager, liv og levende organismer. Og ikke plastik. Men plastikken har overtaget, og det levende og naturlige må vige. 

Emmarosa Mathilda Liebgen 

Wave 

 

Bølgen som symbol er relevant, da bølger i fysikkens verden kendetegnes ved at flytte energi og ikke masse, men er det også rigtigt, når man kigger på moden inden for kultur? Wave er et kærligt nik til den humor, der eksisterer i populærkulturen, i mærkesnobberiet og i it-girl-æstetikken. Og rejser spørgsmålet: Hvor vigtigt er det at være med på tidens nye strømninger? Og hvad sker der, hvis man glemmer al anstand og blot omfavner det at være en del af noget større? Emmarosa Mathilda Liebgen prikker med Wave til trangen til at være med på de nyeste bølger og konstant være på bølgelængde med de mest væsentlige mode- og kulturfænomener. Værket giver mulighed for at se sig selv – forvrænget, men alligevel genkendelig. 

Caroline Have 

Fødslens faser 

 

Værket Fødslens faser af Caroline Have er en serie bestående af fire malerier, malet over fire dage. Og nede på alle fire. Faktisk helt konkret: Malerierne er malet otte måneder inde i Haves anden graviditet, begrænset af fysik og indrammet af tid. Caroline Have udforsker med disse fire malerier, der er malet på tekstiler fra Rigshospitalet, fødslens fire faser: den latente fase, udvidelsesfasen, overgangsfasen og pressefasen. På den måde er værket således også udtryk for både en erindring og en mental og performativ forberedelse på Caroline Haves på det tidspunkt forestående fødsel. Og hvis man siger, at dét at male er krop, og at dét at føde er krop, står dette værk samtidig frem som et performativt akt, hvor disse to aspekter mødes. 

Cathlin Madeleine Beeck 

#KABINET 

 

En festivalplads kan både opleves som en skueplads og et gemmested, hvor synlige og usynlige rum flyder sammen i ét. Man kan både forsvinde i vrimlen og føle sig aldeles væsentlig. Med dette spejlkabinet, der består af spionspejle monteret på aluminiumsrammer med tryklejer i top og bund, undersøger Cathlin Madeleine Beeck netop dette: tilstedeværelsen af synlige og usynlige rum. Hvert spejl kan rotere hele vejen rundt om sig selv, således at der konstant kan skabes nye rum og andre opløses. Den ene side er reflekterende, mens den anden er gennemsigtig, og spørgsmålet er derfor: Vil man beskue sig selv eller sine omgivelser? #KABINET, der trods dets analoge mekanik leder tankerne hen på moderne teknologier og derfor er betitlet med et hashtag, henter dets referencer fra barokken, hvor spejlkabinetter var højeste mode, og hvor man begyndte at fokusere på selvet og iscenesættelsen. Akkurat som i dag. 

Sofie Sjöö 

The anti-room 

 

Ordet ‘amfiteater’ stammer fra det græske ord ‘amphi’, der betyder ‘på begge sider’ eller ’omkring’. I dag står ruinerne af amfiteatrene som monumenter og tillader os på den måde at forestille sig en fremtid set gennem vores fortid. The anti-room inviterer på en rejse ind i vor tids omvendte ruiner: Byggepladserne. Her træder svævende stykker vådt ler ind i et drømmende og fragmenteret sted, der på den ene side allerede eksisterer, og på den anden side er blevet genfødt igennem kameralinsen. De tre prints hænger på et hegn, der danner en trekantet form, og lader beskueren bevæge sig rundt om strukturen – uden at komme ind til dens tomme kerne. Således dannes ikke-rummet. 

Oluf Green 

Reprise 

 

I 1969 udgav den amerikanske soul- og funkgruppe The Winstons en EP, fra hvilken et nummer, der egentlig bare lå og gemte sig på b-siden af skiven, siden skulle vise sig at sætte afgørende spor op gennem musikhistorien. Nummeret hedder Amen, Brother og indeholder et trommebreak med et groove så fedt, at alt fra hiphopartister til David Bowie til elektroniske kunstnere siden har samlet det op. Med andre ord: Genbrugt det. Nu folder Oluf Green breaket ud på ny. Reprise er en fysisk legemliggørelse af lydbølgen, der kan spores tilbage til alskens musikalske genrer. Igennem digitale programmer, hvor man i dag arbejder med lyd, er det digitale gjort analogt, og det usynlige gjort synligt, men lydløst. Endnu en gentagelse. Og på den måde bliver Reprise til en undersøgelse af originalitet – og mangel på samme.

Emma Bojsen 

Hoe-ly Angel 

 

I værket Hoe-ly Angel undersøger Emma Bojsen, hvad det er for nogle forventninger, vi i den vestlige verden knytter til rollen som beskytter. Derfor er spørgsmålet, der stilles med denne to meter høje figur, helt simpelt – og så alligevel så langt fra: Hvordan afkoder vi figuren igennem vores vestlige linser? Englen som karakter bliver traditionelt set anset som værende vejledende, beskyttende og omsorgsfuld og har således også været en del 

af åbenbaringsreligioner som kristendommen og islam. Men på den anden side optræder den også i anderledes former og afbildninger i popkulturen. På catwalken til  Victoria’s Secret-show eller som karakteren Angel i serien Buffy. Og tilmed i et seksualiseret lys. På den måde bliver denne to meter høje hø-figur af en englekarakter en deltager i forhandlingen om, hvad englemotivet kan. 

Signe Maria Friis 

A Place to Go 

 

I A place to Go inviterer Signe Maria Friis beskueren inden for i fire huler. Hulerne består af et tekstilt overdække og danner et lille rum for hvile – midt på en festivalplads fuld af stimuli fra musik, smage og kunst. Her kan man gå på opdagelse langs væggene og finde små, indgraverede figurer og karakterer, der stammer fra Friis’ tidligere værk Vi forsøger at stå lidt stille nu (2022). Figurerne afbilleder mennesker i abstrakte bevægelser, iklædt dragter og former, der skaber et abstrakt omrids. De former, hun arbejder med, skabes ud fra et sanseligt og farverigt univers. Og til sammen dannes et altomsluttende rum, hvor nærvær, flygtighed og hæmning af bevægelser bliver genstand for undersøgelse. 

Selma Dagdeviren 

SYH 

 

Hvad sker der, når vores vante koder og konventioner pludselig ikke slår til? Med SYH vender Selma Dagdeviren bogstaveligt talt vrangen ud på sproget. Og undersøger, hvad tekst som materiale er for en størrelse. At læse er en form for afkodning, og den lykkes kun, når man genkender linjerne og tegnene og formår at stykke elementerne sammen; men det stopper, så snart det ikke er, som det plejer. Således opstår her også et spørgsmål om forside og bagside. Hvad der i vanlig forstand vil forstås som forside, bliver nu til værkets bagside. Dagdeviren ønsker at vække beskuerens nysgerrighed ved at rokke ved vores umiddelbare forståelse af kommunikation, bevidsthed og normativitet og på den måde spørge: Hvem har adgang til hvilken viden? Og hvorfor? Og hvad ved vi egentlig om vores sprog og ord?

Tobias Grann 

Tragedie 

 

Otte høje grene står monteret i jorden i en cylinderformation. Men det er ikke hvilke som helst grene: Det er grene fundet i Egeskov, nøje udvalgt efter udseende, vægt og træsort. Sammen danner de en form, der giver mindelser om et træ. Og på træets top, mellem grenene, slanger sig et hvidt tekstil, som var det dumpet ned fra himlen. På hver gren er der indgraveret tekst og 3d-printede objekter så som koraller og kropsdele, og en Moccamaster kaffemaskine stikker ud fra grenenes bark. Tragedie fungerer som et kapitel i en episk fortælling om implosion, mondænitet, droner, kongeriger, drab og charterferieromancer. Og hver gren repræsenterer hver sin vignet, hvori en scene udspiller sig, præsenteres eller opsummeres.