
/news
Tre unikke restaurantoplevelser er nu i salg
På Heartland kan man finde en hel verden af madoplevelser. Vi har særligt udvalgte madboder, nogle af gastronomiens mest interessante navne på Tasteland-scenen, og så har vi vores restauranter.
Der er Heartland Banquet, som i år får besøg af den verdenskendte libanesiske restaurant Tawlet, hvor Ved Stranden 10 sætter vin og drikke til. Man kan være med til en fælles langbordsmiddag, som kok Christian Bøjlund, Fåborg-Midtfyn Kommune og 30 lokale borgere vil stå for. Chef’s Table vil i år blive serveret af kok, madstylist og forfatter Mikkel Karstad med hjælp fra hans familie og walisiske Xanthe Gladstone, som er direktør for Food & Food Sustainability på Glen Dye i Skotland. Og sidst men ikke mindst rykker Restaurant Moment ud af deres vante rammer på Djursland og gæster Heartland med en legesyg, grøn gastronomisk oplevelse.
Fællesmiddag med Christian Bøjlund, Fåborg-Midtfyn Kommune og 30 lokale borgere
For kok, restauratør og konsulent Christian Bøjlund er udviklingen af et folkeligt køkken, der giver anledning til eftertænksomhed, et vigtig drive. Bøjlund har tidligere samlet aarhusianske borgere om fællesspisninger på månedlig basis, og uanset hvor han tryller, står maden som samlingspunkt helt centralt.
I ugen op til festivalen inviteres 30 borgere fra kommunen med i køkkenet og forbereder middagen af lokale råvarer efter et 80/20-princip, hvor højst 20 procent af ingredienserne er animalske. Aftenens værter ved langbordet er de 30 borgere, som dækker op med værternes eget service på plænen foran slottet.
Restaurant Moment
Den Michelin anbefalede Restaurant Moment rykker for en sjælden bemærkning ud af deres fantastiske restaurant på Friland på Djursland og gæster Egeskov Slot. Vi er stolte af at kunne give en lille flok af Heartlands gæster mulighed for at opleve køkkenchef Eigil Christensen og resten af Moments vilde leg med det grønne.
Forvent en legesyg, grøn gastronomisk oplevelse – flankeret af Moments egne fantastiske fermenterede saftmenu og de særligt udvalgte vine.
Chef’s Table med Mikkel Karstad, hans familie og Xanthe Gladstone
Heartland har tidligere været beriget af kok, madstylist og forfatter Mikkel Karstads kreative, grønne gastronomi. Karstad, der bl.a. har mange års samarbejde med Claus Meyer i bagagen, har i år inviteret den walisiske kok og grøntavler Xanthe Gladstone til at gå med ham i det 100 procent grønne køkken. Sammen vil de tilberede og sammensætte fynske sæsonvarer for gæster, der er parate til nye kulinariske oplevelser med grøntsager, bær og vilde urter.
Med sig har Mikkel Karstad også sin kone og deres fire børn til at hjælpe med stemning og servering ved langbordet i det skønne hjørne af slotshaven.
Familien Karstad og Gladstone byder til langbordsmiddag fire gange med 30 pladser ved hver seating. De grønne delemiddage vil blive serveret i slottets Hvilehave.