Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in posts
Search in pages

Transformative samtaler skal opfordre til engagement

/news

Transformative samtaler skal opfordre til engagement

En række talks skal på Heartland engagere gæsterne til at tage del i den offentlige samtale under overskriften Transformative Talks. Samtalerne præsenteres i samarbejde med Estée Lauder og er et led i Heartlands strategi om at skabe mere engagerende indhold.

 

Samtaler om blandt andet, hvordan kønsroller ser ud i fremtiden, kunstens kraft og alderdom er, hvad gæsterne kan opleve under overskriften Transformative Talks, når Heartland finder sted. Samtalerne præsenteres i samarbejde med Estée Lauder og er et led i Heartlands strategi om at gøre programmet på festivalen mere engagerende.

 

”Vi mener, at engagement er en nødvendighed – ikke kun en mulighed. Men at navigere i, hvordan man kan engagere sig i en omskiftelig, medieret verden kan både være komplekst og uoverskueligt. Med Transformative Talks er vores håb, at gæsterne kan blive klædt bedre på til at deltage i den offentlige samtale igennem nye perspektiver”, siger Janne Villadsen, Program- & Udviklingsdirektør for Heartland.

Transformative Talks består i år af fire samtaler, der alle forholder sig til, hvordan vi engagerer os og forholder os til vores omgivelser og os selv. Samtale-programmet omfatter den canadiske forfatter Margaret Atwood, der vil tale om nogle af tiders vigtigste spørgsmål som klimaforandringer og kvinders rettigheder, sangskriver og sanger Pernille Rosendahl i samtale med den britiske samtidskunster Jeremy Deller om kunstens transformative kraft, forfatter Stine Pilgaard skal tale med tidligere toppolitiker Ritt Bjerregaard om at blive ældre, mens arkæolog Jeanette Varberg vil vende fremtidens kønsroller sammen med forsker og forfatter Birgitte Possing.

 

Samtalerne er skabt som en forlængelse af Heartlands øvrige talks-program, hvor ambitionen at give perspektiv på den verden, vi lever i – og som del af det allerede etablerede samarbejde festivalen har med Estée Lauder.

 

Tidligere på året lancerede Heartland og Estée Lauder podcast-serien Forbilleder, hvor vært Karen Bro i samtale med en gæst vender drivkraft, drømme og betydningen af forbilleder. Karen Bro vil også være en del af Transformative Talks, som moderator på samtalen med Stine Pilgaard og Ritt Bjerregaard. Og forventningen er, at endnu flere samtaler vil komme ud af samarbejdet i fremtiden.