Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors

Yael Bartana

Yael Bartana

Salon

Lørdag d. 15. juni

 

Om øvelser i politisk fantasi

I samtale med Kathrine Tschemerinsky 

 

Mødet med israelske Yael Bartanas (f. 1970) værker vækker altid stærke følelser i beskueren. Mens nogen bliver dybt berørt, føler andre sig provokeret. Så da verdens største kunstbegivenhed, Biennalen i Venedig, åbnede i april, var alles øjne rettet mod den tyske pavillon, hvor den israelsk-jødiske fotograf, filminstruktør og kunstner, Yael Bartana som den ene af to kunstnere, repræsenterede netop Tyskland – i en kontroversiel bygning tegnet af den nazistiske arkitekt Ernst Haiger under ledelse af Hitler!

 

Med lyd, fotografi, film og installationer arbejder Yael Bartana med de helt store fortællinger, og med sin udfordring af de blinde vinkler i vores forståelse af historien, er hun en af de mest interessante kunstnere i verden lige nu. Bartana skaber værker, som udfordrer forestillingen om essentielle identiteter, og hun bearbejder vores kollektive erindringer og nogle af de mørkeste kapitler i menneskehedens historie, som hun i sin kunst bruger som råmateriale til at formulere nye fortællinger om fremtiden.

 

Hendes drømmende fremtidsfilm, ’Malka Germania’, kredser om tysk-jødiske forhold. ’Two minutes to Midnight’ er en magt- og kønskritisk homage til Stanley Kubricks ’Dr. Strangelove’, og i den smukke syv minutter lange ’Zukunftbewältigung’ (’Overcoming the Future’) danser tre kvinder i en rituel, meditativ koreografi med henholdsvis en hestemaske, en æselmaske og en væddermaske.

 

Yael Bartana er født og opvokset i Israel, og siden midten af 00’erne har hun boet i Amsterdam og Berlin. Hendes værker er blevet vist over hele verden og er del af samlingerne på mange fremtrædende kunstinstitutioner. I denne samtale fortæller hun om sit kunstsyn og om at se verden gennem kunst.

 

Kathrine Tschemerinsky (f. 1988) er kulturredaktør på Weekendavisen og uddannet i antropologi fra Københavns Universitet og Columbia University, New York.

Se også