Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors

Hjerteland

Hjerteland

Hjerteland

Torsdag d. 13. juni kl. 12.00 – 19.00
Fredag d. 14. juni kl. 10.00 – 19.00
Lørdag d. 15. juni kl. 10.00 – 19.00

Hjerteland vender tilbage til Heartland 2024, og vi glæder os helt vildt til at byde velkommen til endnu en omgang dans, leg, kunst og musik!

I Hjerteland slippes magien, legen og fantasien fri med masser af aktiviteter, workshops og muligheder. Alt kan ske i Egeskovs medrivende omgivelser, og alle kan være med til at finde på, opleve og gå på opdagelse.

Hjerteland henvender sig til børnefamilier med børn på 3-13 år og bestræber sig på at tage børnefamilierne seriøst. Hjerteland muliggør, at en weekend på Heartland også kan være en oplevelse, hvor generationer mødes på tværs og bliver underholdt, stimuleret og får en masse nye oplevelser med hjem.

Vi glæder os til igen at invitere børn og barnlige sjæle ind i Hjertelands forunderlige univers!

Hjerteland er præsenteret i samarbejde med Den kulturelle rygsæk.

Det er noget ganske særligt at gå i skole i Faaborg-Midtfyn. Derfor er vi stolte af, at Den kulturelle rygsæk er partner på Hjerteland! Her vil I møde Den kulturelle rygsæk og nogle af de mange seje, sjove og inspirerende folk, som elsker at dele deres begejstring for kunst og kultur med børn og unge. Den kulturelle rygsæk er et unikt tilbud for alle elever i Faaborg-Midtfyn fra 0. – 10. klasse, som gennem teater, musik, sang & opera, billedkunst, kulturarv, moderne dans, performance, håndværk & design samt litteratur og spoken word dyrker nysgerrigheden, det vilde og det anderledes. I Den kulturelle rygsæk er den umiddelbare oplevelse, kroppen, sanserne og følelserne i centrum – ligesom på Hjerteland.

Program

Vi er glade for at annoncere årets sceneprogram på Hjerteland, der præsenterer Anine B for Børn, Pandekager & Plantesynergi, Puddelhunden Prik & tante Grøn, tante Brun og tante Lilla, Fisketur med Gordon, Børneballet med Kompagni B, Rap & Rim med Mund de Carlo samt Jazzkoncert med Haletudserne.  

Anine B for Børn

Kom og vær med, når Anine B for Børn på dette års festival inviterer børnene med i samtalen om, hvordan vi passer på os selv og hinanden!  

Anine B for Børn skriver original, akustisk børnemusik for målgruppen 3-12 år men voksne kan bestemt også være med! Teksterne er både legesyge og relaterbare, samtidig med de stiller spørgsmål i øjenhøjde med børnene og bl.a. berører problemstillinger og emner som skærmforbrug, klimakrisen, venskab, bubble tea og kærlighed. 

Oplev Anine B for Børn torsdag d. 13. juni. 

 

Pandekager & Plantesynergi

Deltag i workshoppen, hvor vi skal spise pandekager og lære om plantesynergi! 

Workshoppen afholdes af projektet Plantekundskab, som er et samarbejde mellem Kost Studio og Smagens Dag. Projektet er støttet af Plantefonden, og handler om at inspirere, begejstre, undervise og dygtiggøre i de mange smagsmæssige og gastronomiske muligheder, der ligger i den plantebaserede mad.  

På Hjerteland 2024 udfoldes projektet af Kost Studio, som er et tværfagligt madudviklingshus, der både udvikler nye typer af fødevarer og arbejder med udvikling af vores madkultur og uddannelsessystem.  

Der er et begrænset antal pladser til workshoppen, som gives efter først-til-mølle-princippet. 

Oplev Pandekager & Plantesynergi torsdag d. 13. juni.  

 

Puddelhunden Prik & tante Grøn, tante Brun og tante Lilla

Glæd dig til at opleve nyskabende og hyggelig opera for børn på Hjerteland 2024! 

Tre professionelle operasangere, en pianist og den trofaste maskot, hunden Prik, bringer Elsa Beskows børnebøger om de tre tanter, tante Grøn, tante Brun og tante Lilla, til live i en humoristisk børneopera, hvor børnene inddrages undervejs og hjælper tanterne med at finde og få Prik hjem i sikkerhed.  

Oplev Puddelhunden Prik & tante Grøn, tante Brun og tante Lilla fredag d. 14. juni.

 

Fisketur med Gordon

Glæd dig til, at Danmarks nok mest kendte lystfisker, Gordon P. Henriksen, lægger vejen forbi Hjerteland og giver børnene en helt særlig fiskeoplevelse.  

Sammen med Gordon skal vi “rigge” stængerne til og lave vores egen “melklister”, som skal bruges til madding. Herefter går vi samlet ned til voldgraven, hvor vi skal fiske efter skaller. Måske prøver vi også at fange en af voldgravens store grumme gedder og hvis vi er dygtige og heldige at få noget på krogen, viser Gordon, hvordan man tager den ultimative fiskeselfie! 

Der er et begrænset antal pladser til fisketuren, som gives efter først-til-mølle-princippet. 

Oplev Fisketur med Gordon fredag d. 14. juni.  

Program

Børneballet med Kompagni B

Kom og dans med, når Kompagni B gæster Hjerteland 2024.  

I 2008 dannede Balletskolen og kunstnerisk leder Ann Crosset Kompagni B verdens første balletkompagni for børn. Kompagniet består af elever fra 8. og 9. klasse fra Det Kongelige Teaters Balletskole, og de sidste 10 år har Kompagni B hvert år optrådt med inspirerende balletoplevelser for og sammen med børn i hele verden. 

Oplev Kompagni B’s elever danse på scenen, og vær selv med, når vi skal danse på plænen og til sidst slutte af med et stort fællesnummer på det fælles dansegulv, hvor Kompagni B inviterer børnene med op. Hele seancen sættes sammen med en historie, som børnene skal prøve at danse! 

Oplev Børneballet med Kompagni B fredag d. 14. juni.  

 

Rim & Rap med Mund de Carlo

Find din indre rapper frem, når Mund De Carlo kommer på dette års Hjerteland. 

Rapperen Mund De Carlo er til daglig en del af musikkollektivet Struglaz og har udgivet egen musik siden 2006. I år på Hjerteland tager han sine erfaringer fra rap-scenen og dertilhørende MC Fight Nights med og inviterer alle børn til at finde på rim og skrive sin egen rap om lige dét, de kan lide. Er man rigtig modig, kan man også optræde med sin rap på scenen sammen med Mund de Carlo! 

Oplev Rap & Rim med Mund de Carlo lørdag d. 15. juni.  

 

Jazzkoncert med Haletudserne

Lad dig rive med i en legesyg jazz, der stikker i alle retninger, når orkestret Haletudserne gæster Hjerteland 2024. 

Haletudsernes musik når hele vejen fra en mystisk kriblen krablen under fødderne til det dejligste drømmeland, og under deres fantastiske børnejazzkoncert skal den nok få alle til at hoppe, danse, synge og lege med! 

Oplev Jazzkoncert med Haletudserne lørdag d. 15. juni.  

 

Skumfiduser & lejrbål

Rund Hjerteland af med lejrbål og skumfiduser arrangeret af Outdoor FUN ved friluftsvejleder Andreas Faurbye. Ved lejrbålet kan vi sammen summe over de seneste tre dage, lære om den perfekte skumfidus og komme ned i gear efter en god festival. Hele familien er velkommen, og der er skumfiduser, så længe lager haves!

Oplev Skumfiser & lejrbål lørdag d. 15. juni.

Workshops og aktiviteter

Nedenstående workshops og aktiviteter finder sted alle festivalens dage – kig forbi Hjerteland og oplev det hele!

Spektaklet 

Teaterskolen Spektaklet har mange bolde i luften, når de på årets Hjerteland står for både sminke, udklædning og jonglering – og igen i år er klar til at vende op og ned på alting med deres parkour workshop.

Kom og vær med, når der ved workshoppen trænes grundlæggende parkourteknikker, så du er klar til at springe ud i festivalrummet.

 

Tingcentralen

I år kan du igen komme og lave finurlige, fine og fantastiske ting med Hjertelands kreative legekammerat, Tingcentralen. 

Om det er et miniakvarie, en robot, et hjerte til ophæng eller noget helt fjerde – det er helt op til dig! Kom og vær med og lad dig inspirere af nogle af alle de materialer, Tingcentralen har med på festivalen. 

 

Faaborg Børnebilledskole

Faaborg Børnebilledskole besøger igen i år Hjerteland med deres vilde installationskunst i form af lerskulpturer.  

Kom og vær med til at modellere en fantastisk ny verden på Hjerteland, når vi sammen skal lave en vandlandsbane af ler! 

 

Freja Fyhn

Vi skal bygge noget stort, flot, skulpturelt og lidt hemmeligt, når designeren Freja Fyhn lægger vejen forbi Hjerteland 2024! 
 
Freja står klar til at modtage nysgerrige og kreative sjæle – børn som voksne – for at formidle formsprog til dem, som har lyst til at sætte sit præg på den store skulpturelle form. Alle kan være med, når strukturen undervejs tager form med netop jeres kreative bidrag. Formålet er enkelt: Det skal være sjovt! 

 

de sceneste

Stil dine praktiske spørgsmål til de sceneste, som i år er værter og vil agere kontaktperson for alle børn og voksne på Hjerteland.  

De scenste servicerer også Hjertelands nye putte/amme-område, hvor du med plads til ro og praktik kan trække dig ind i skyggen med dit barn. Putte/amme-området er skabt i stil med resten af festivalpladsen men med et større fokus på tekstiler og bløde materialer.  

I samarbejde med de sceneste præsenterer Hjerteland også skumpoolen. Kom og slap af i solen, hop rundt og leg eller tag verdens største pudekamp i skumpoolen, der er fyldt med restskum fra danske madrasproducenter. Trappen op til Skumpoolen fungerer som siddepladser, hvorfra man kan nyde alle indslagene på scenen. 

Mad og drikke

PaNina

Hjertelands sødeste og kæreste madven PaNina er tilbage på festivalen i 2024 med varme paninier, hvor der sker leg med at bestille i den ikke helt almindelige madbod. Du skal stå klar og parat til at gribe! 

PaNina er præsenteret i samarbejde med de sceneste.

 

LIMA Empanadas

LIMA Empanadas kommer til Hjerteland for at servere en helt unik smagsoplevelse, hvor man kan glæde sig til at spise sig mæt i lækre empanadas med masser af hjemmelavet salsa og chimmichurri til. 

 

Nelle’s Kaffe

Hos odenseanske Nelle’s Kaffe kan forældre og andre voksne på Hjerteland nyde kaffe, der er slowristet på et fynsk mikroristeri i Haarby. 

 

Vild Is

Kom også og køl ned med den lækreste sodavandsis fra Vild Is, der serverer økologiske goodies fra Thy, lavet på lokale bær og simple og lækre ingredienser – perfekt til en varm sommerdag på Hjerteland. 

Se også