
Musik
På Heartland præsenterer vi et originalt musikprogram, bestående af en mangfoldig sammensætning af internationale og danske artister. Det er vigtigt, at programmet afspejler festivalens ambition om at arbejde aktivt med diversitet, og stræber derfor efter en ligelig fordeling af kvindelige og mandlige kunstnere og bands. Hovedværdien i sammensætningen af musikprogrammet er skabelsen af fællesskab omkring og gennem musikken.
Festivalen rummer tre scener, der tilsammen favner hele musiklandskabet. Greenfield er den største scene med både internationale stjerner, ikoniske navne og markante danske artister. Highland præsenterer et stærkt mix af danske og internationale kunstnere med både bred og mere nichepræget appel. Diorama danner rammen om intime koncerter med morgendagens talenter og det bedste fra vækstlaget.





