Kunstprogram 2026
Paola Pivi er hovednavn på årets kunstprogram
Paola Pivi er hovednavn på årets kunstprogram

I dag offentliggør vi kunstprogrammet for Heartland 2026. Med den internationalt anerkendte italienske kunstner Paola Pivi i front, byder vi velkommen til ni prominente navne, som balancerer mellem det sanselige og det konceptuelle, det monumentale og det intime. Glæd dig til at opleve værker fra Paola Pivi, FOS, Miriam Kongstad, Pinaffo & Pluvinage, Line Sandvad Mengers, Dicki Lakha, TABLEAU, Anna Walther og SWM.
Når vi i år slår dørene op til Egeskov Slots grønne haver, bliver det med et kunstprogram, der demonstrerer samtidskunstens bredde og samtidig byder både kunstvante og -uvante gæster velkommen. Årets værker og kunstnere er nøje udvalgt, så de er både inviterende, involverende og overraskende for alle uanset kunstkendskab – og så giver de hver og én noget helt særligt til festivaloplevelsen af Heartland.
Programmet samler ni markante kunstnere, herunder to internationale, hvis praksisser spænder bredt. Publikum kan blandt andet se frem til at opleve årets hovednavn, den italienske kunstner Paola Pivi, den franske designduo Pinaffo & Pluvinage, den danske billedkunstner og koreograf Miriam Kongstad samt det kreative studie TABLEAU, som arbejder i krydsfeltet mellem kunst, design, udsmykning og blomsterdekoration.
“Vores ambition er at integrere kunsten direkte i festivalens puls, så den findes lige dér, hvor folk mødes. Ved at balancere det komplekse med det umiddelbart tilgængelige, skaber vi et inkluderende rum, der forener os på tværs af generationer og erfaringer. Årets program er en hyldest til nysgerrigheden og alt det, der bevæger sig på kanten af de vedtagne kategorier. Her hjælper kunsten os med at se verden – og hinanden – på ny,” siger Tone Bonnén, kurator for Heartlands kunstprogram.
På Heartland bevæger kunst, musik, talks og mad sig ind og ud af hinanden på kryds og tværs som naturlige, integrerede dele. Og somme tider opløses grænserne helt. Ambitionen er at udfordre publikums forventninger – ikke kun til, hvad kunst er, men også til hvordan den kan opleves: Som samtale, som handling, som stemning og som midlertidigt fællesskab.
Vi indsætter busser mellem København og Heartland samt mellem Aarhus og Heartland. Billetter sælges enkeltvis pr. retning.
Vi har fået et nyt look – men er stadig præcis den samme
Succesen gentager sig, når vi i samarbejde med Faaborg-Midtfyn Kommune igen i år inviterer til langbordsmiddag under trækronerne i skoven ved Diorama.