Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors

Vester Hæsinge Homestay 2026

News /

Vester Hæsinge Homestay 2026

Overnat lokalt

Sammen med Faaborg-Midtfyn Kommune og landsbyen Vester Hæsinge tilbyder vi muligheden for at bo hjemme hos de lokale under Heartland 2026.  

Homestay er for dem, der ønsker at møde nye mennesker og i tre dage vil være en del af det hyggelige lokale fællesskab i Vester Hæsinge. Gæstfrie værter i Vester Hæsinge åbner deres hjem for jer og bidrager til, at I får en helt unik overnatningsoplevelse. I bidrager ved at deltage aktivt i fællesskabet og være gode gæster.    

Det er et fælles ansvar mellem værter og gæster, at homestay bliver en god oplevelse for alle.   

Vester Hæsinge er en aktiv landsby med omkring 400 indbyggere, som ligger cirka 25 minutters kørsel fra Heartland.  

Morgenmad er inkluderet og bliver serveret i byens borgerhus, X-huset, fra klokken 9. X-huset ligger Birkevej 15B midt i Vester Hæsinge by og er et af byens mødesteder, hvor mange lokale fællesskaber holder til. Hvis dit homestay ikke ligger i gåafstand til X-huset, får du et lift. Der er også inkluderet morgenmad på afrejsedagen om søndagen. I tilfælde af godt vejr kan morgenmaden rykkes udendørs. 

Efter morgenmaden bliver I som Homestay-gæster kørt ud på festivalpladsen af jeres værter eller lokale chauffører, når I er klar – tidspunkt aftales med værterne/chaufførerne ved morgenmaden.  

Hjemtransport er inkluderet i jeres ophold. Der er mulighed for at få et lift hjem fra festivalpladsen klokken 20, 22 eller 24. I skal aftale dette med jeres værter senest klokken 12 på dagen.  Hvis ikke tidspunkterne passer jer, kan I fange en taxi fra Egeskov. Længere ude på landet er vi ikke. 

Prisen er for alle tre nætter (torsdag-søndag), og alle værelserne er inkl. Sengetøj, håndklæder og morgenmad.

Se alle værter og værelser nedenfor.

Eva & Peter

Er du til historiske rammer, sjæl og landsbyidyl, så er Eva og Peters hjem i Vester Hæsinge det oplagte homestay for dig.

Eva har været byens præst de sidste 10 år, og sammen med sin mand Peter bor hun i byens præstegård, der kan dateres helt tilbage til 1715. Eva nyder at bruge sin fritid i den store præstegårdshave, hvor stauderne forhåbentlig både blomstrer og dufter, når Heartland Festival finder sted. Noget andet, der dufter, er Evas hjemmebag. Hun har helt styr på surdej og bollebagning, hvilket blandt andet hendes konfirmander nyder godt af. Når Peter ikke er på arbejde som pædagog på retspsykiatrisk afdeling i Middelfart, bruger han de fleste af sine timer på at fremstille shelters, bord- og bænkesæt, borde, legehuse og andet i træ.

Har man lyst til en rolig afslutning på opholdet, forestår Eva søndagens gudstjeneste i Vester Hæsinge Kirke.

Læs mere og se billeder af værelserne nedenfor.

Værelse 1 (2 pers) hos Eva & Peter.
Værelse 2 (2 pers) hos Eva & Peter.
Værelse 3 (3 pers) hos Eva & Peter.

Maria & John

Pulsen sænker sig helt automatisk, når man kigger ud over markerne fra Maria og Johns hjem i Vester Hæsinge.

Maria og John mødte hinanden for 30 år siden i Brobyværk, hvor de begge er vokset op. Drømmehjemmet fandt de i Vester Hæsinge blot 5 km derfra. Her har de ro og natur lige udenfor vinduerne og kort vej til landsbyen, hvor de gerne giver en hånd i de sammenhænge, hvor der er brug for det.

Parret købte ejendommen af Sandholt Gods som et håndværkertilbud i 1995 og har brugt godt 20 år på at sætte hele molevitten i stand. For nogle år siden byggede parret en gildesal, hvor der både er fejret kobberbryllup og runde fødselsdage. Og nu åbner de så gildesalen for festivalgæster – enten en familie eller en flok venner – som har lyst til at bo i Vester Hæsinge i en forlænget weekend.

Maria og John arbejder i samme firma hos en anlægsgartner. John som tømrer, Maria på kontoret med bogholderi. I fritiden går John på jagt og sidder i bestyrelsen i den lokale madklub. Maria er vinterbader, dyrker jumping fitness og læser bøger i alle genrer. Sammen nyder de at lave god mad og drikke et glas vin til.

Som gæst kan du også møde datteren Katrine, hunden Flora og katten Lillebror.

Læs mere og se billeder af værelset nedenfor.

Værelse (4 pers) hos Maria & John.

Bodil & Peder

Bodil og Peder inviterer indenfor i Vester Hæsinge, hvor førstesalen er til rådighed for festivalgæsterne. Her får I skøn udsigt over marker og natur – og på en klar dag kan I se helt til Svanninge Bakker. Peder har førstesalen fyldt med bøger – her finder I både Aakjær og Blicher, og vi tør godt garantere, at I ikke løber tør for læsestof weekenden over.

I haven finder I ”driverhuset”, terrasser og bålplads, som I må benytte.

Jeres værtspar lever det aktive pensionistliv og cykler hver dag 20-30 km. i lokalområdet. De er med i læsekreds, madklub og andre sociale sammenhænge i byen, og så elsker de at tage på højskole et par gange om året.

Derudover nyder de at samle børn, børnebørn og plejebørn i Sollerup Skov til snobrød og familiehygge.

Læs mere og se billeder af værelserne nedenfor.

Værelse 1 (2 pers) hos Bodil & Peder.
Værelse 2 (1 pers) hos Bodil & Peder.

Inge Merete & Torben

Hos Inge Merete og Torben er der hele 400 kvm. bolig – derfor har de to værelser, som I kan leje, hvert sit private badeværelse. På Thorslund kan I boltre jer med både kælne katte, 14 heste og den rolige, klappe-glade Red Fox Labrador, Nala. Derudover er der også lysthus og swimmingpool til fri afbenyttelse under de store, smukke vidder med højt til himlen og langt til naboerne.

De to værelser ligger på 1. sal og er hhv. 11 kvm og 18 kvm.

Læs mere og se billeder af værelserne nedenfor.

Værelse 1 (2 pers) hos Inge Merete & Torben.
Værelse 2 (2-3 pers) hos Inge Merete & Torben.

Eva & Jørn

Man siger, at Fyn er Danmarks Provence, og i Eva og Jørns hyggelige shelter får du stemningen helt ind under huden: Her falder du i søvn til synet af blomstrende vinmarker, der bugter sig over de sydfynske bakker. Foran shelteren kan I tænde op i bålfadet og nyde stilheden og udsigten – måske til et glas af Eva og Jørns hjemmebryggede rosévin.

Jørn er født og opvokset på gården, som udover Eva og Jørn huser klappe-venlige heste og hunden Aage (Aage er 12 år gammel og giver lyd, når der kommer nogen, men er en sød, lege- og klappeglad hund). Jørn og Eva er aktive i både foreningsliv og frivilligt arbejde – I vil bl.a. kunne møde Eva til Heartlands langbordsmiddag.

Læs mere og se billeder af havepavillonen

Havepavillon (2 pers) hos Eva & Jørn.

Inger

På Lindevej 2 kan I flytte ind til den tidligere lærerinde Inger, som trods sine 84 år stadig lever et aktivt liv. Hver dag i sommerhalvåret starter med en køretur til Faaborg, hvor hun ror sig en tur ud i det sydfynske øhav.  

For et par år siden mistede hun sin mand, men sammen har de rejst verden rundt. Turene er blandt andet gået til Afrika, Sydamerika og Centralasien, hvor parret er blevet mødt med gæstfrihed, uanset hvor de kom frem. Derfor er det også oplagt for Inger nu at åbne hjemmet for Heartlands gæster. 

Hos Inger kan I benytte jer af alle hjemmets faciliter. I kan fx starte dagen i fred og ro i den hyggelige udestue, hvor der er udsyn til havens mange bede, der står i blomst i juni.  

Værelse (2 pers) hos Inger.

Vester Hæsinge Homestay

Overskuddet fra Vester Hæsinge Homestay går til at understøtte byens lokale fællesskaber.