Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors

Fællesskab ved langbordet

News /

Fællesskab ved langbordet

En helhedsoplevelse med udsigt til slottet

Sammen med kok Christian Bøjlund, 38 borgere og Faaborg-Midtfyn Kommune har vi gennem en årrække etableret langbordsmiddagen på plænen foran slottet, som en fast del af festivalen. Det er en oplevelse, som vi er utrolig glade for at kunne give vores gæster. 

Langbordsmiddagen er ikke kun en kulinarisk oplevelse ud over det sædvanlige. Det er en helhedsoplevelse, hvor du som gæst får en plads ved langbordet, som nogle dedikerede og engagerede borgere i Faaborg-Midtfyn Kommune har dækket med deres eget service fra hjemmet. Langbordsmiddagen kunne ikke finde sted uden hjælp fra vores venner ved Faaborg-Midtfyn Kommune. Folkene fra Faaborg-Midtfyn Kommune (FMK) hjælper blandt andet til med koordinering med værterne – og for FMK er det ganske naturligt:

I Faaborg Midtfyn har vi en lang tradition for at spise sammen i forsamlingshusene, hallerne og hvor vi ellers kan mødes i vores mange lokalsamfund. Så det er oplagt for os at være en del af langbordsmiddagen og give gæsterne på Heartland mulighed for at opleve det fællesskab, der kan opstå over et godt måltid mad,” siger Johanne Holten, chefkonsulent i Faaborg-Midtfyn Kommune.

De 38 borgere, der er værter ved langbordsmiddagen, har nøje udvalgt dugene, tallerkenerne, glassene og bestikket. Derved får man som gæst en hjemlig følelse, samtidig med at man sidder på den smukke plæne med blik på slottet.

De 38 værter bor alle sammen i Faaborg-Midtfyn kommune, og er på den ene eller anden måde en del af et fællesspisningsset-up der, hvor de bor. De er kendetegnet ved, at de elsker det fællesskab, mad kan give, og mange af dem er meget interesserede i mad og lokale fødevarer. De har hjulpet til med at lave maden, og for mange af dem er det en væsentlig del af langbordsmiddagen; at lære fra Christian Bøjlund og hans kollega Søren Kristensen. Værterne er i alle aldre – vores alderspræsident er over 80 år.”, siger Johanne Holten.

Møder hen over bordet

Til langbordsmiddagen møder man folk fra nær og fjern, og en del af ideen med langbordsmiddagen er netop, at der opstår relationer hen over middagsbordet. Vi hos Heartland tror på, at vi ved at lære hinanden at kende er med til at skabe bedre forståelser for forskelligheder, og at dette ikke blot er berigende, men også en del af sammenhængskraften i samfundet. Måske opstår venskaber, der ligefrem strækker ud over festivalen? Det er i hvert fald vores håb, at langbordsmiddagen kan give oplevelser – både af den kulinariske og menneskelige slags.

Johanne Holten siger det sådan her: “Det særlige ved langbordsmiddagen er for mig, at den formår at afmontere den sociale angst, vi alle sammen har, på rekordtid. Jeg elsker simpelthen at være med til at ’seate’ gæsterne, som ofte er meget optagede af at skulle sidde lige overfor eller lige ved siden af deres venner, for så en halv time senere at se, hvordan snakken ved langbordet går derud af på kryds og tværs. At det sker, er i høj grad fordi vi har lokale værter, der sætter snakken i gang, og som er oprigtig nysgerrige på ’deres’ gæster, og hvert år er velsignet med gæster, som kaster sig ud i nye bekendtskaber og får en herlig oplevelse ud af det”.

Kok Christian Bøjlund er meget enige med Johanne Holten og på spørgsmål om hvordan det er at lave mad til langbordsmiddagen, siger han:

“Det er mega godt at være med til at skabe en ramme hvor folk kan mødes, spise og hygge – og måske finde ud af at de i, for manges tilfælde, har social angst uden grund:-). Dette er kun muligt at skabe, grundet de frivillige i FMK. Det er altså fantastisk at møde og være sammen med mennesker som er frie og villige til at gør det der gøre dem glade og vil gøre mere af det – og i dette tilfælde, er det at skabe en langbordsmiddag på Heartland.”

Maden

Som gæst til langbordsmiddagen, ved du ikke på forhånd, hvad der vil blive serveret. Det ligger nemlig ikke fast endnu. Og det er der faktisk en god forklaring på. Menuen er nemlig bestemt ud fra, hvilke råvarer, de lokale producenter og kok Christian Bøjlund sammen vurderer, er bedst på dagen. Måske viser det sig, at fenniklen har den helt rigtige sprødhed og smag. At gulerødderne har den perfekte modenhed. At tomaterne har den helt rigtige sødme. For Christian Bøjlund og os hos Heartland er det afgørende, at vi sammensætter en menu, hvor det er de lokale producenters afgrøder, der havner på tallerkenerne. Vi vil nemlig gerne handle lokalt – både for at undgå lang transporttid med unødvendige miljømæssige konsekvenser, og for at styrke de lokale økologiske fødevarer producenter.

“Maden der bliver serveret er så grøn som muligt med en lille smule animalsk. Vi skal huske at alle verdens kulturer kan sidde og spise sammen hvis vi tager de animalske råvarer af langbordene. Og råvarerne de findes og vælges lokalt. Vi ringer ud, spørg de lokale og får gode råd af mange af de frivillige til hvor vi kan finde vores råvare lokalt.” siger Christian Bøjlund.

Som gæst ved middagen er man i gode hænder, når kok Christian Bøjlund har det store overblik over de mange serveringer. For ja, der er mange mennesker at lave mad til ved langbordet. Christian Bøjlund har heldigvis prøvet det før, og både i 2019, 2022 og 2023 har han holdt hovedet koldt og maden varm til de mange gæster.

I år finder langbordsmiddagen sted lørdag d. 15. juni kl. 16.00. Billetter kan købes via linket her.

Manage my cookies