News /
De første navne til den nye musikscene Backroads
De første fire navne på Backroads
På den større og forbedrede festivalplads, som vi offentliggjorde i november, er der blevet plads til den ekstra musikscene, Backroads. Den nye scene vil være dedikeret til country-, blues-, americana- og folkmusikken, og vi er nu klar med de første fire musiknavne; Dylan Gossett, The War and Treaty, Aoife O’Donovan og Folkeklubben. I det nye Backroads-område vil der udover de håndspillede toner også være fokus på at skabe en helt særlig atmosfære samt mad- og drikkeoplevelser, der understøtter musikken og det kuperede terræn ved søbredden.
“Der sker store ting på Heartland i 2024, og jeg glæder mig helt vildt til at byde publikum velkommen indenfor på vores nye område, Backroads. Det har længe været en drøm for os at skabe et område for country-, blues-, americana- og folkmusikken, der i disse år oplever en kæmpe opblomstring. Vi lægger stærkt ud med nogle af tidens varmeste navne i Dylan Gossett, The War and Treaty og Aoife O’Donovan samt Folkeklubben, som om nogen er indbegrebet af den populære folkemusik herhjemme,” siger direktør og musikchef Ulrik Ørum-Petersen.
Læs mere om de offentliggjorte artister nedenfor.
Dylan Gossett
Den texanske singer-songwriter Dylan Gossett er et af de største talenter på den amerikanske countryscene lige nu. Med sine dybt personlige tekster om livets store og små dilemmaer, skrevet og produceret i sit eget soveværelse, har Gossett allerede sunget sig ind i hjerterne hos et stort publikum.
The War and Treaty
Duoen The War and Treaty, som består af ægteparret Michael og Tanya Trotter, bragede ind på americanascenen med debutalbummet Healing Tide i 2018. Deres musik kan være svær at placere, da den trækker tråde til alle grene af traditionel amerikansk musikkultur, men Michael Trotter har selv forsøgt at indramme sin og hustruens musik under overskriften ”countrygospel”.
Aoife O’Donovan
Den irsk-amerikanske sangskriver og sangerinde Aoife O’Donovan er en af de mest interessante musikere på den amerikanske folk-scene lige nu. Med sin eksperimenterende lyd, der ofte rummer vovede melodiske spring, uventede akkordforløb og subtile rytmeskift, modtog O’Donovan en Grammy for sangen ”Call My Name” i 2019 med sit band I’m With Her.
Folkeklubben
Når Folkeklubben rammer Heartland til sommer, er det et band i absolut topform. Med albummet Mere end en klub, der udkom i april 2023, har klubben fyldt både festivalpladser og spillesteder landet over og cementeret sin position på den danske musikscene.