Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors

Årets program på Diorama er klar

News /

Årets program på Diorama er klar

Musiknavne til Diorama

I dag kan vi offentliggøre årets musikprogram på den stemningsfulde og intime Diorama-scene. Traditionen tro byder scenen på nogle af tidens mest interessante navne fra de nordiske himmelstrøg i de unikke omgivelser blandt træerne ved skovsøen. Foruden dagens 11 musiknavne kan vi også offentliggøre hvilke tre DJ-kollektiver, der skal spille op til vores nattefester.

”Den nye og alternative musik i Danmark har det virkelig godt. Det skinner tydeligt igennem på programmet på Diorama i 2024. I år kan Heartlands gæster opleve alt fra techno-jazz til nærværende pop, og fælles for artisterne er, at de alle har revet publikum med sig, når de gennem det sidste år har optrådt på de danske livescener; store som små. Jeg glæder mig til at byde publikum velkommen i vores unikke og intime rum i skoven, som efter min mening er det perfekte sted at opleve alle årets Diorama-artister,” siger Josefine Winding, musikbooker på Diorama.

Læs mere om de offentliggjorte artister nedenfor.

Astrid Engberg

Den danske sangerinde, producer, komponist og DJ Astrid Engberg udgav i september 2023 sit andet album Trust, der er en hyldest til både intuitionen og til moderskabet med alt, hvad det bringer. I Astrid Engbergs musik, der spænder over moderne soul, R&B, nu jazz og moderne klassisk musik, inviteres lytteren ind i et univers af både minimalistiske og tunge produktioner, personlige historier og spirituel søgen.

døssing

Søskendeorkestret døssing blander nordisk moderne jazz med musikalske indflydelser fra lounge og dub. Dertil tilføjer de en ekstra dimension gennem poetiske og samlende fortællinger i deres værker. Deres lyd er kendetegnet ved mødet mellem det akustiske og det elektroniske, som kommer særligt til udtryk gennem luftige blæseinstrumenter og legesyg percussion, der sættes sammen med bassede synthesizers, trillende keys og taktfaste trommemaskiner.

ILMA

Når man lytter til ILMAs musik, føles det som at komme hjem, hvis man boede på Jupiter. Nærværende på en overjordisk måde og med et spektrum på størrelse med Vesterhavet, hvor hun er vokset op. Fra første lyt suges man ind i ILMAs helt egen verden, hvor et vingefang er bredt, en bølge er høj, og vidderne er store. I dette brede landskab er de udstikkende former synlige og bestemt ikke lyssky, så man rigtig kan dykke helt ned i hendes markante stemme.

Ki!

Bag kunstnernavnet Ki! finder man sangskriver og multiinstrumentalist Christian Ki Dall. Ki! blev født i Sydkorea, hvor han boede på et børnehjem i Haeundae-distriktet i Busan. Herfra blev han adopteret til Danmark, hvor han voksede op. Netop den opvækst dannede grundlag for Ki!s dobbelte debutalbum The Boy From Haeundae Beach med hele 20 numre, der udkom i november 2022.

kingtommi

“Udsigten, den er pragtfuldt fra toppen”, synger kingtommi fra taget af sin Suzuki. Dér har han stået, siden han kom fræsende ind i dansk musiks epicenter. kingtommi favner polerne mellem storhed og fald og skriver sange om at føle sig uovervindelig og helt uduelig på samme tid. Det er netop den modsætning, som gør kingtommi til sin generations bud på en rockstjerne.

Mona Moroni

Mona Moroni er et popband skabt ud fra en fælles kærlighed til dansk, silkeblød popmusik fra 80’erne. Bandet krammer lytteren med fyldige trommer, drømmende korharmonier, duvende guitarspil og bløde vokaler, der maner til fordybelse og selvrefleksion.

Smag På Dig Selv

En trommeslager og to saxofonister. Så simpel er opskriften på et af nordens vildeste livebands. Det smager af punk, det smager af jazz, men også lidt af pop, hiphop, afrobeat og måske også af 90’er-dance. Christianshavnertrioen Smag På Dig Selv er indbegrebet af instrumental eufori – farlig, fremadstormende, forførende og fri.

Søn

Søn er netop nu aktuelle med deres tredje og anmelderroste studiealbum Solstorm og er derfor en af de mere etablerede artister på årets Diorama-program. Allerede tilbage i 2022 udgav de singlerne ”Ka Ik Connect” og ”HD Sol”, der både blev spillet fast på P6 Beat og fandt vej til årslisterne hos Berlingske og Soundvenue.

Tamara

Den talentfulde R&B-artist Tamara udkom sidste år med sin debut-EP Perks of a Wild Heart i 2023, og hun har store ambitioner om at bevæge sig mod nye højder i 2024, hvor hun foruden Heartland også gæster nogle af landets andre store festivaler.

Yör

Yör er lyden af drømmende, rå ærlighed, der forener det fine og intime med det store og eksplosive. Deres unikke, dansksprogede tekstunivers får lov til at udfolde sig i en drømmende kombination af organiske og elektroniske instrumenter. Marie Kildebæks fængslende vokal og lyriske talent bliver centrum i en ramme af rå synthteksturer med et bankende hjerte af dyb bas og trommer.

Østen

For mange er aarhusianske Østen et ubeskrevet blad, men i samarbejde med producer Frederik Thaae har han spillet en rolle som sangskriver på bl.a. Artigeardits album Længe Leve og Barselonas Væbnet Hjerte. Nu er Østen gået i gang med sin solokarriere, som er kommet flyvende fra start med debutsinglen ”regn”, der blev udvalgt som ’Ugens Uundgåelige’ på P3 og er blandt de fem mest shazamede sange i Danmark.

21G

21G er et københavnsk musikalsk fællesskab, som konstant ønsker at udforske mulighederne inden for housemusikken. Kollektivet består af seks DJs, som er forenet af en kærlighed til dansemusik gennem tiden og med et fælles ønske om at skabe et meningsfuldt fællesskab, som anerkender de hårdtarbejdende mennesker bag spillestederne, der gør koncerter mulige.

Cloud 9

Find din indre disco-diva frem, når DJ-kollektivet Cloud 9 spiller op til diskofest lørdag aften på Heartland. Kollektivet består af fotografen Hannah Aurora, arkitekten Zara Adler, danseren Marek Azoulay samt de to DJs Amanda Baun & Joachim Schiødt aka Boogie Rookie.

Okine & Mira Campau

Gennem de seneste år har både Okine og Mira Campau været at opleve over hele det danske natteliv, hvor de har holdt dansegulvene varme med en musikalsk profil, der altid har et bredt udsyn. Til sommer inviterer de Heartland-publikummet med til et kalas af en dansefest under træerne ved Diorama, hvor man kan danse sig ondt i fødderne til lyden af house, disco og dansemusik fra alverdens verdenshjørner og tidsperioder.

Manage my cookies