Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors

Vantinge Homestay

/ News

Vantinge Homestay

Overnat hos de lokale

Sammen med Faaborg-Midtfyn Kommune og den lille by Vantinge tilbyder vi muligheden for at bo hjemme hos de lokale under Heartland 2024. Vantinge er en smuk lille by med 202 indbyggere, som ligger 15 minutters kørsel fra Heartland. Vantinge Homestay er en overnatningsmulighed til dem, der ønsker at tilføje et ekstra lokalt og personligt præg til deres festivaloplevelse.

Morgenmad er inkluderet og vil blive serveret fra kl. 9.00 i Vantinge Forsamlingshus inden afrejse til festivalen. Der er også inkluderet morgenmad på afrejsedagen om søndagen. Forsamlingshuset ligger i gåafstand fra alle værelser. Dog er der ca. 2,5km fra Maibritt i Heden – cykler eller anden transport vil blive arrangeret.

Efter morgenmaden bliver I som Homestay-gæster kørt ud på festivalpladsen af jeres værter eller lokale chauffører, når I er klar – tidspunkt aftales med værterne/chaufførerne. Der er ikke inkluderet hjemtransport fra festivalen til Vantinge. Hjemtransport kan være med taxa for egen regning, i egen bil eller ved at man får et lift med lokale borgere, der er på festival. Turen er ca. 13 km.

Prisen er for alle tre nætter (torsdag-søndag) og alle værelserne er inkl. sengetøj og håndklæder.

Mødetid og -sted for købere af alle værelser er torsdag d. 13. juni mellem kl. 10-15 på en adresse i Vantinge, der specificeres efter køb. Billetkøbere vil modtage et velkomstbrev med denne information efter gennemført køb.

Se alle værter og værelser nedenfor.

Billedet til højre er venligst udlånt af Holger & Sunniva, der står bag bloggen Vantinge By.

Annie & Peder

Annie og Peder er to af Vantinges mange ildsjæle, som elsker at fortælle og vise deres midtfynske perle frem. De har boet i deres dejlige parcelhus i 55 år, hvor Annie blandt andet har været skoleinspektør på den gamle Vantinge Skole.

En af Annies store passioner er litteratur og krimier, så hvis I mangler noget læsestof, kan I helt sikkert låne en bog fra hendes store bogsamling.

Jeres værelse hos Annie og Peder er 25 kvadratmeter og ligger på stueniveau. Sengen er 170 cm bred. Huset har to badeværelser. Det ene badeværelse har både brusebad og toilet, som skal deles med jeres værter. Det andet badeværelser har I for jer selv, men her er det ikke muligt at tage bad.

Hjemmet gemmer på mange hyggekroge. Jeres værelse ligger lige ud til udestuen, hvor I kan komme ned i gear med en kop te. Der er ingen dyr i hjemmet.

Se billeder af værelset hos Annie & Peder her.

Karl Peter & Anne-Grethe

Karl Peter og Anne-Grethe driver et fritidslandbrug, hvor de har 10 limousinekøer. Kødet sælger de i deres lille gårdbutik, som befinder sig på deres ejendom. Parret har boet i Vantinge i 34 år, og forsøger desuden at være selvforsynende på frugter og grøntsager.

Karl Peter og Anne-Grethe lejer to værelser ud under festivalen. På husets 1. sal er der et badeværelse med brusebad og toilet, som er forbeholdt gæster. I køkkenet kan I lave jer en kop kaffe og låne lidt plads i køleskabet, hvis I har noget, som skal på køl. I kan gå på opdagelse i parrets æbletræsplantage, hvor der er 35 forskellige slags sorter med æbler fra Fyn og Langeland.

Parret har desuden en schæferhund.

Læs mere og se billeder af værelse 1 hos Karl Peter & Anne-Grethe her.
Læs mere og se billeder af værelse 2 hos Karl Peter & Anne-Grethe her (UDSOLGT).

Jette

Jette har boet i Vantinge siden 1979 i byens gamle rutebilsstation. Hendes store passion er strik og vævning, så hvis I gerne vil lære at slå en maske op, kan I spørge Jette til råds. Hun har desuden en gammel vævemaskine, som I kan opleve i aktion.

Jette lejer et dobbeltværelse ud. Huset har et enkelt badeværelse med bruser og toilet, som skal deles med jeres vært og de øvrige gæster. Hvis I har noget, der skal på køl, har I mulighed for at låne lidt plads i køleskabet.

Bygningens gamle garage er blevet ombygget til en sommerstue, hvor man kan nyde en kop morgenkaffe. Jette er naboer med byens petanquebane, så hvis I får lyst til at tage jer et spil, kan I låne et petanquesæt af Jette.

Læs mere og se billeder af værelset hos Jette her.

Marianne & Palle

I 37 år har Marianne og Palle nydt tilværelsen i deres dejlige hjem i Vantinge, når de ikke er ude at køre Europas veje tynde i deres autocamper.

I juni er de igen ude på landevejen sammen med deres hund Balder, men de åbner alligevel op for deres hus for at give jer en unik og anderledes festivaloplevelse.

Deres naboer Karl Peter og Anne-Grethe har lovet at kigge til huset og hjælpe jer, hvis I skulle have nogle spørgsmål under jeres ophold.

Marianne og Palle lejer fire dobbeltværelser ud. Huset har to badeværelser – et i stuen og et på 1. sal, begge med både brusebad og toilet.

Hjemmet putter sig mellem tæpper af rapsmarker, og Palle og Marianne gør en dyd ud af at holde deres have flot, hvorfra I på en klar sommerdag kan være heldige at ane Egeskov Slot. I haven kan I nyde udsigten, mens I tager jer et slag kongespil eller får en kop morgenkaffe i havemøblerne.

Læs mere og se billeder af værelse 1 hos Marianne & Palle her (UDSOLGT).
Læs mere og se billeder af værelse 2 hos Marianne & Palle her (UDSOLGT).
Læs mere og se billeder af værelse 3 hos Marianne & Palle her (UDSOLGT).
Læs mere og se billeder af værelse 4 hos Marianne & Palle her.

Dorte & Søren

Dorte og Søren bor i et bindingsværkshus, som er familiens gamle slægtsgård, og bygningen kan dateres helt tilbage til 1680.

Under jeres ophold kan I få en smagsprøve på et ægte landbrug. Hvis I kunne tænke jer at se en gris, smage familiens hjemmelavede rygeost eller komme ud og se markerne, vil Søren gerne vise gården frem.

Hos Dorte og Søren er jeres værelse i karlekammeret på deres gård. Karlekammeret hører til hovedbygningen, men har egen indgang og badeværelse med toilet og brusebad. Soveværelset er 8 kvadratmeter og sengen er 170 cm bred.

Parret ejer to katte, som dog primært befinder sig udendørs.

Hvis I skal helt ned i gear, kan I nyde et glas rosé eller varm kop kaffe på terrassen med udsigt til parrets smukke have og søer.

Se billeder af værelset hos Dorte & Søren her.

May-Britt

May-Britt og hendes mand Sendy har boet i Vantinge i 27 år og regner ikke med nogensinde at skulle andre steder hen. Parret er faldet pladask for omgivelserne, roen og de gode fællesskaber.  

Under Heartland Festival er Sendy ikke hjemme, så May-Britt bliver jeres vært. Til gengæld kan I være heldige at støde på parrets datter og barnebarn, der bor lige i nærområdet. 

May-Britt er sidste år gået på efterløn og bruger tiden på hus og have. Hendes store hobby er slægtsforskning. Hendes egne forfædre kan hun nu spore helt tilbage til 1765 – så nu begynder det at blive en udfordring at tyde de gamle skrifter. 

May-Britt er uddannet håndarbejdslærer og er ferm til både at strikke, hækle og sy – så hun hjælper gerne med kreative projekter, hvis man medbringer sådan et.  

Hos May-Britt kan I leje et værelse på ca. 9 kvadratmeter i anneks med 2 opredte sovepladser på sovesofa og egen indgang. Der er eget badeværelse med toilet og bruser og mulighed for at låne håndklæder. May-Britt stiller også gerne en køleboks med strøm til rådighed, så I har mulighed for at få køleplads.

Læs mere og se billeder af værelset hos May-Britt her.

Holger & Sunniva

Holger og Sunniva skiftede i 2015 lejlighedslivet på Frederiksberg ud med landlivet på Fyn. De ønskede frihed, plads, natur og ro – og det fandt de på Kullemosegaard, hvor de bor med deres tre børn og en tysk pinscher ved navn Leo. At det sociale liv også skulle vise sig så levende på landet, kom som en overraskelse. I Vantinge har Holger lært at spille tennis, og han stiller gerne op til en kamp. Til daglig driver han sin egen musikvirksomhed fra hjemmet. I kælderen har parret indrettet en temperaturstyret vinkælder, som var et ægte drømmeprojekt. Parret holder både grise, gæs og høns, dyrker frugt og grønt, og venner og familie rejser gerne langt for at nyde Sunnivas kogekunst.   

Holger og Sunniva stiller et 20 kvadratmeter stort værelse med adgang til fælles toilet og bad tæt ved værelset til rådighed. Værelset rummer 2 opredte sovepladser på sovesofa, og der er mulighed for at låne køleskabsplads.

Læs mere og se billeder af værelset hos Holger & Sunniva her.

Birgitte & Christian

Birgitte og Christian bor i ren Vantinge-idyl i en stråtækt ejendom med have ned til Sallinge Å. Familien består udover værtsparret af tre sønner, hvoraf de to er flyttet hjemmefra. 

Christian er professor på Syddansk Universitet. Birgitte driver egen virksomhed indenfor data intelligence.   

Med et travlt arbejdsliv er den helt store hobby at komme hjem og nyde landlivets glæder. Parret har syv hektar jord med både skov, vådeng og græsarealer, der holdes nede af en flok får. Derudover tæller husstandens beboere også høns, grise og en kat. 

Parret har boet i Vantinge de seneste 12 år, hvor Birgitte er formand for den lokale sportsforening.  

Jeres værelse ved Birgitte og Christian er ca. 10 kvadratmeter, placeret på husets førstesal og med en standard dobbeltseng med to opredninger. Der er adgang til eget bad og toilet og mulighed for at låne køkken og køleskabsplads.

Læs mere og se billeder af værelset hos Birgitte & Christian her.

Shelter

I Vantinge er der to shelters ved byens gamle idrætsanlæg. Denne overnatningsmulighed er for jer, der gerne vil opleve Vantinge by night. De to sheltere er knap 7 kvadratmeter, og der vil i forbindelse med jeres ophold blive stillet dyner og madrasser til rådighed samt et forhæng, som I kan trække for om natten.

Toiletterne ved byens gamle skole er åbne, som ligger omkring 75 meter fra shelterpladsen. Det er desuden muligt at få et bad hos Annie og Peder, som bor omkring 200 meter fra pladsen. Husk at lave en aftale med parret først, da de også har andre overnattende Heartland-gæster på besøg. Desuden har Peder og Annie, lovet at hjælpe jer, hvis I har nogle spørgsmål under jeres ophold.

Ved siden af shelterpladsen er der et skur, hvor I kan opbevare jeres bagage og få strøm og vand.

Se billeder af de to sheltere her.

Vantinge Homestay

Vantinge Homestay bidrager til at understøtte byens lokale fællesskaber, idet alle indtægter tilfalder foreningen Døråbnerne, som laver fællesarrangementer i byen.

Manage my cookies